Arrangementer / Andreas Bentsen

Andreas Bentsen

Foredrag om bygmester Andreas Bentsen, Vallekilde.
 
Foredragsholder Astrid Madsen.
 
Det første foredrag i efteråret var et foredrag om bygmester Andreas Bentsen, 1839-1914. Foredraget blev holdt af Astrid Madsen, Hørve, som tog udgangspunkt i 7 af Andreas Bentsen håndskrevne stilehæfter, som ligger på Rigsarkivet. De er renskrevet af et af Andreas Bentsens oldebørn, Arne Bentsen, og det er der også kommet en bog ud af. Astrid nævnte også de andre kilder, hun har brugt til foredraget, mest højskolens elevskrifter. Foredraget var mest en fortælling om Andreas og hans familie, og ikke en fyldestgørende beretning om hans omfattende virke.

Astrid startede med at fortælle om Andreas Bentsens forældre, lærer Georg Philip Bentsen og Ane Kirstine Jensdatter, som fik i alt 5 børn. Den 9. marts 1839 blev Andreas født i Kvanløse skole som nr. 3. Det var en forrygende snestorm, og ”madammen” (jordemoderen) blev læsset af i en snedrive, da slæden væltede.

Andreas var meget glad for sin mor, som fortalte historier, når hun sad ved rokken og spandt. Meget tidligt fik Andreas lov at komme med i skolestuen, og udenfor skoletiden spurgte han sin far om så mange ting, som faderen aldrig blev træt af at svare på. Det var et rigtig godt hjem, han fik kun prygl en enkelt gang, da han kom ½ time for sent hjem, men det var han sin far taknemmelig over, da han aldrig i sit liv kom for sent mere. Andreas' mor døde, da han var 11 år, da havde hun været syg et år, hun havde benedder i hoften (betændelse i knoglerne).

Andreas var glad for naturen omkring Kvanløse, han gik tit op på Mørkemose Bjerg, han kunne se 6-7 mil derfra og tælle 63 kirker. Han bliver konfirmeret april 1863 og kommer derefter i lære som tømrer.

Ovenstående er et meget lille uddrag af Astrids fine foredrag, som var rigtig spændende og interessant, og som hun har gjort et stort arbejde ud af. Der kom 40 mennesker til foredraget, men de der er gået glip af foredraget, kan læse Andreas Bentsens optegnelser til sine børn, da de er lagt ud på Internettet.

Ref. og foto: Bente Mohrbutter.






 




































































Dragsholm Lokalhistoriske Forening