Arrangementer / Byvandring i Hørve

Byvandring i Hørve

 

Ole Rasmussen, Birte Hansen, Hugo Petersen og Jens Chr. Larsen.
.
Hørves første Brugsforening.
 
Byvandring i Hørve.

Vi samledes ved Hørve Kirke kl. 19 og formanden Birte Hansen bød velkommen til ca. 90 deltagere og præsenterede de 3 guider Ole Rasmussen, Hugo Petersen og Jens Christian Larsen.

Først gik vi ad Hørve Kirkevej mod Dragsmøllevej, hvor Ole Rasmussen fortalte om Gl. Hørve, hvor bl.a. hans far havde haft Gl. Hørves Købmandsforretning. (Han fortalte, at folk ville have 2 slags eddike, men man købte kun en slags hjem og 2 etiketter, folk blev snydt)

Vi gik tilbage af Hørve Kirkevej op til XL Byggemarked, hvor Jens Christian fortalte, at her var byen første Brugsforening startet i 1912 med 49 medlemmer.

Vi forsatte ad Nørregade til Den Gamle Remise (senere Lykkeberg Sild) for Hørve-Værslev banen, vi gik videre af Nørregade, hvor Jens Christian og Hugo fortalte om forretningerne og deres tidligere ejere.

Hørve Kro blev bygget i 1921 som afholdshotel og fik først i 1962 spiritusbevilling, men hele 34 foreninger skulle først give deres samtykke.

Fra Nørregade gik vi op til Hørve Station, hvor Hugo fortalte om Højer & Rasmussen (Hørve Stationsvej 2) der blev etableret i 1914, og var en af de største købmandsgårde i Odsherred, hvor der solgtes kolonial, isenkram, korn og foderstoffer osv.

Fra Hørve Stationsvej gik vi af Søndergade, hvor der ligeledes blev fortalt om diverse erhvervsdrivende, vi forsatte ned ad Hørve Møllevej forbi Hørve Friskole (senere Sejers Bogtryk). På Vallekildevej fortaltes der om diverse bygninger, bl.a. Dragsholm Posten, Frøkjær (nu Bibliotek), Frem, hjørnet Vallekildevej og Nørregade, hvor der har været mange forretninger gennem tiderne. Vi fortsatte ad Skolegade til Hørve Medborgerhus, hvor der var kaffe og kage, og formanden takkede Ole, Jens Christian og Hugo for nogle hyggelige timer med fortælling om Hørve.

Henrik Nielsen.



Dragsholm Lokalhistoriske Forening