Arrangementer / Byvandring i Veddinge

Byvandring i Veddinge

 
Foreningens første udendørs arrangement her i 2018, var en byvandring i Veddinge By.

En dejlig forårsaften hvor ca. 75 personer gik en tur sammen med Torben Madsen, der kunne fortælle om en tid, hvor Veddinge ikke blot var en lille by, man kørte lige igennem.

Der var håndværkere, flere butikker, skrædder, skomager, ostemand og selvfølgelig også en skole i det lille samfund. Brugsforeningen eksisterede i 100 år – den lukkede en måned før 100års jubilæet.  Der var købmand i byen til for ca. 20 år siden.

I 1500 tallet var der 18 gårde i byen, men flere af dem blev flyttet udenfor byen. Bl.a. Korskildegård, Disbjerggaard, Skamlebækgård.

Fra 1822 og frem til kommunereformen boede sognefogeden i Veddinge. Ligesom der i en årrække boede en folketingsmand i byen.

 Fårevejle Sogns- Spare og Lånekasse startede også i Veddinge.

Alt i alt et lille samfund med masser af aktivitet.
Torben Madsen kom også ind omkring byens træ, som har været genstand for en fejde mellem beboerne og kommunen. Det gamle træ stod midt på vejen, så det skulle fældes. Beboerne plantede så et nyt træ på hjørnet af Riisvej og Veddingevej uden tilladelse og det var jo ikke så godt. Kommunen sendte mandskab ud for at grave det op, men de blev stoppet af Veddinge borgere, der spærrede dem vejen. Alt endte godt, da man nu kunne få kommunen i tale, og træet står der den dag i dag.
Torben fortalte også om stenen der blev rejst tilbage i 1934 til minde om Henrik Larsen, der opnåede at blive valgt til standerforsamlingen. 

Fotograf: Kirsten Andersen

 

 



 
 

 
Dragsholm Lokalhistoriske Forening