Arrangementer / Steen Laursen om det danske sprog.

Steen Laursen om det danske sprog.


Steen Laursen.
 
 
 
Den 20. oktober var der kommet 40 mennesker i Aksen, der havde lyst at høre Steen Laursen fortælle om det danske sprog, som er ”en svær en”.

Steen Laursen indledte med at fortælle, hvad sprog egentlig er. For at noget kan være sprog, skal der være 2 ting til stede samtidig. Der skal være et udtryk, og der skal være et indhold. Det typiske udtryk er skrift eller tale. Det kan også være f.eks. billedsprog eller morse eller blindskrift, det er afgørende, at der er et udtryk og indhold. Nogle dyr har en form for sprog, som dog kun kan bruges i en bestemt situation, f.eks. en abe, der vil have en banan.

Børn har et sprog, når de er bevidste om, at en bestemt lyd har en betydning. Barnets gråd er kun et signal. Det er forskelligt, hvornår børn taler, men vi mister alle evnen til at lære et nyt sprog som en indfødt omkring puberteten, det bliver aldrig helt det samme, når man lærer det som voksen.

Steen Laursen kom ind på kommunikationen mellem mennesker, hvordan man kan ”logre” med sproget, når man f.eks. taler om vejret for at vise, at man ikke er sur.

"Her taler vi alle sammen dansk, og vi kan alle forstå hinanden for det meste, men vi taler vidt forskelligt enkeltvis, der er nok 35 forskellig slags dansk repræsenteret i aften. Vores sprog opstår under opvæksten , men det skabes og styres af en lang række forskellige ting. Vi kommer alle fra et bestemt sted, og i en eller anden grad taler vi alle dialekt, men ikke i den klassiske forstand, som det lyder indenfor et bestemt lille område, men man kan høre på de fleste, hvor de kommer fra, man kan godt genkende vestsjællændere, jyder, københavnere. Men også hvor man kommer fra socialt kan man høre på sproget, også alderen har noget at sige samt hvilket fag, man beskæftiger sig med.".

Steen Laursen fortalte meget spændende, oplysende og fornøjeligt om sproget og dets udvikling m.m., og kunne vist have fortalt meget længere, men det var tid at slutte af med en sang, inden man gik hjem efter endnu en god aften i lokalhistorisk forening.

Tekst og foto: Bente





 


Dragsholm Lokalhistoriske Forening